Digital viden til unge ordblinde
Formålet med dette projekt er at støtte flere børn og unge med læsevanskeligheder ved hjælp af hybride lydbøger og andre materialer fra Nota.
I efteråret 2010 har Nota i samarbejde med Epinion og Innovation Lab gennemført en række undersøgelser af svage elevers forudsætninger i skolen. Undersøgelserne dokumenterer, at lydbøger har en positiv effekt på dårligt læsende elevers præstation og trivsel i folkeskolen. Flere end halvdelen af alle speciallærere i folkeskolen angiver samtidig, at de anvender lydbøger som en fast del af undervisningen. Lærerne peger på, at lydbøger kan være vejen til inklusion i det sociale fællesskab, bl.a. fordi eleverne er i stand til at få en læseoplevelse samt analysere og diskutere indholdet af en tekst, der er alderssvarende.
På den baggrund ønsker Nota at udbrede vores materialer til målgruppen i så vidt omfang som overhovedet muligt. Det vil vi blandt andet gøre ved at skabe en produktportefølje, der er så nem og tidssvarende som muligt og ved at skabe et stærkt samarbejde med de aktører, der omgiver og påvirker de unge.
Projektet har tre primære delopgaver:
- At udvikle en mobilafspiller
- At skabe kontakt med landets speciallærere
- At styrke samarbejdet med landets folkebiblioteker
Nota vil i samarbejde med folkebiblioteker, speciallærere, forskere og eksterne konsulenter udvikle en produktplatform, der er brugbar og tiltalende for de unge, samtidig med at materialeudvalget skal øges. Projektets mål er ikke mindst at forankre et netværk mellem et bredt spektrum af interessenter; folkebibliotekarer, speciallærere, forældre og unge. Projektet inddrager ligesom det forrige firmaet Innovation Lab, som vil hjælpe med at kvalificere produkterne og deres gangbarhed i den virkelighed, de skal fungere i.
Mobilafspiller
Vi tror på, at en mobilafspiller bliver den foretrukne måde at høre lydbøger på i løbet af få år. Målet er således at kunne afspille Notas lydbøger med fuld tekst fra en nyere smartphone. Det skal være nemt, så brugere integrerer det i praksis. Ydermere skal brugere kunne få hjælp og viden direkte i produktet. Senere hen i projektet skal folkebibliotekernes lydbøger også kunne afspilles fra smartphones.
Speciallærere
For at få fat i endnu flere folkeskoleelever vil vi i projektet tage fat i speciallærerne. Vi skal lave en kampagne, der sikrer, at alle speciallærere kender til og er indmeldt hos Nota, så de nemt og hurtigt kan hjælpe deres elever med at finde lydbøger og andre alternative medier. Målet er selvfølgelig også, at speciallærerne skal være i stand til at anvende Notas mobile afspiller, således at de kan videreføre denne viden til eleverne.
Folkebiblioteker
For at styrke samarbejdet mellem Nota og folkebibliotekerne vil vi iværksætte en række konkrete koncepter, aktiviteter og produkter, der styrker brugerens mulighed for at møde Nota på biblioteket og omvendt. Bibliotekerne er allerede i dag et naturligt samlingspunkt for forældre, elever og lærere. Skoleklasser - og herunder også specialklasser - besøger i årets løb bibliotekerne og får input og sparring til, hvordan de får fat i den rigtige og tidssvarende viden. Samtidig har Nota den konkrete kontakt til en stigende andel af de unge med læsevanskeligheder. På den baggrund ønsker vi at skabe et link, der sikrer, at folkebibliotekerne i højere grad kender og varetager Notas overbygningsfunktion og på den mulighed får mulighed for at give de dårlige læsere en bedre service.
Materialesamling
Desværre har Notas materialesamling i dag ikke det ønskede omfang og spændvidde for at passe til målgruppens samlede behov. Det er dels historisk betinget, idet Nota indtil for ganske få år siden primært var et bibliotek til ældre svagtsynede eller helt blinde. Med den nye store unge medlemsgruppe står Nota overfor en opgave i forhold til at kvalificere og udvide materialevalget til unge. En større udvidelse af materialebasen ligger udenfor dette projekts budgetramme, men er flere andre steder tænkt med i Notas fremadrettede strategi. Til gengæld vil dette projekt forsøge at afdække, hvilke materialer, der er behov for i forbindelse med skolegangen, og hvem der har konkret viden på dette område. Dermed vil projektet som et biprodukt skaffe et bedre overblik over, hvilke materialer, der er anvendelige i undervisningen, og hvordan de fordeler sig på genrer og fag.
Profiler
I samarbejde med











Samme emner
- 1808 reads






