E17-afspillerens mange muligheder
Når 18-årige Thomas Olsen fra Århus skal hygge sig med en god bog i sin fritid, går han ofte på nettet og hører bogen direkte fra Notas E17-afspiller. Thomas er ordblind og har været medlem af Nota i knapt et halvt år.
– Jeg synes, at E17-afspilleren er rigtig god, fordi den er så simpel. Den minder om alle mulige andre afspillere - der er en playknap, en stopknap, en pauseknap og mulighed for at spole frem og tilbage. Den er let og ligetil at bruge - og så slipper jeg for at have alle mulige cd'er til at ligge og flyde, fortæller Thomas Olsen, der efter 9. og 10. klasse på Vrigsted Efterskole skal begynde på Teknisk Skole efter sommerferien.
Slipper for at rode med cd'er
At slippe for at rode rundt i de mange cd'er er også en af grundene til, at 35-årige Daniel Gartmann er glad for E17-afspilleren. Daniel Gartmann arbejder som datainstruktør på IBOS, Instituttet for Blinde og Svagsynede, og bruger ofte E17-afspilleren, hvis han lige skal genhøre en passage fra en bog, han tidligere har læst.
– Det er meget lettere at finde bogen på nettet, end hvis jeg skal til at finde den samme bog frem i min samling, for der er jo ikke punkt på cd'erne, siger Daniel fra Herlev, der er født blind.
Bruger afspilleren til at browse i bøgerne
Daniel Gartmann bruger også E17-afspilleren, hvis han er i tvivl om, hvorvidt en bog er noget for ham.
– Så hører jeg lidt af bogen for at finde ud af, om genren er noget for mig, inden jeg bestiller den, siger Daniel, der synes, at det er vigtigt, at Nota hele tiden arbejder på at udvikle nye måder, brugerne kan tilgå bøgerne:
– Jeg synes, at tanken bag E17-afspilleren er rigtig god. Hvis du eksempelvis er på ferie, kan du jo lytte til bøgerne direkte på nettet. Men jeg glæder mig nu også rigtig meget til download-funktionen bliver en mulighed. For så er jeg ikke afhængig af at være på nettet hele tiden.
Besøg topper i juni
I gennemsnit har de 1.569 unikke besøgende i løbet af den seneste måned brugt afspilleren i halvanden time. Besøgene toppede tirsdag den 1. juni med 150 unikke besøg.
Profiler
Samme emner
- 3274 reads






