Hjælp andre til gode oplevelser
Hver måned har afdelingsleder på Gram Bibliotek, Christine Strange, en samtale med en ældre, blind borger, der bor på plejehjem. Her taler de om, hvilke bøger, der optager den ældre herre, der har studeret forskellige fag på både Aalborg og Aarhus Universiteter som fjernstudent. Efterfølgende logger Christine Strange sig på Notas netbibliotek E17, søger efter lydbøgerne og bestiller dem. Christine Strange er nemlig E17-assistent og har derfor mulighed for at søge i Notas store samling af lydbøger.
- Jeg synes, at ordningen er helt eminent. I begyndelsen var plejehjemspersonalet E17-assistent for den pågældende borger, men de henvendte sig selv til mig for at høre, om jeg kunne hjælpe dem. Lige i denne borgers tilfælde havde de nemlig svært ved at hjælpe, da mange af de bøger, borgeren efterspurgte, kræver biblioteksfaglig viden. Og nu fungerer det rigtig, rigtig godt, fortæller Christine Strange og fortsætter:
- På E17.dk er udvalget af lydbøger langt større, end hvad der ellers er muligt at finde på lyd i biblioteksverdenen.
Kendt til E17 i flere år
Christine Strange har haft kendskab til Nota og E17.dk i flere år, fordi hun havde en ung, ordblind låner, der fik sine bøger herfra. Og selvom ordningen med at være E17-assistent også gælder for ordblinde, tror Christine Strange alligevel, at den først og fremmest henvender sig til ældre borgere:
- De unge ordblinde har oftest et meget stærkere netværk. Den ordblinde låner, der gik på HF, fik eksempelvis sin kæreste til at hjælpe sig med at finde bøgerne. Men mange ældre er jo alene eller har familie, der bor langt væk, og når man så gerne vil have bøger om den franske revolution, Kant eller Kierkegaards samlede værker, kan det godt være, at plejehjemspersonalet må give fortabt. Men så det er det jo kun godt, at vi bibliotekarer også kan melde os til ordningen. Jeg er i hvert fald meget glad for den, slutter Christine Strange.
Fakta om E17-assistent-ordningen
- Siden 1. april 2010 har alle betroede personer - eksempelvis pårørende, bibliotekarer, undervisere eller omsorgspersonale - haft mulighed for at bestille lydbøger på Notas netbibliotek E17 på vegne af brugerne.
- Som E17-assistent logger du dig ind på www.e17.dk med dit eget password, hvorefter du får adgang til brugerens profil. Her kan du søge efter bøger - eksempelvis på titel eller forfatter.
- Når bøgerne er bestilt, sendes de direkte til brugeren. Når du er på brugerens profil, kan du se brugerens nuværende bestillinger, huskeliste og oplysninger om brugerens tilknytning til Nota.
Profiler
- 1580 reads






