Hør blade og aviser direkte på nettet

Hør blade og aviser direkte på nettet
Download dokumentet Hør blade og aviser direkte på nettet  i pdf format
23. august 2010

Hvis du abonnerer på Illustreret Videnskab, Familiejournalen eller et af de andre blade, Nota producerer på lyd, kan du nu få dem læst op direkte på nettet via E17-afspilleren. Det samme gælder lokalaviserne fra Hillerød, Køge, Lolland, Nyborg, Randers, Ringsted, Silkeborg, Slagelse, Solrød/Greve og Viborg.

- Vi håber, at rigtig mange af vores brugere vil benytte sig af muligheden for at få deres yndlingsblad eller lokalavis læst op på nettet. På den måde har de nu mulighed for at høre bladene, så snart de kommer og behøver ikke vente på at få dem tilsendt med posten, siger Lone Søgaard, der er projektleder på E17.

Fra 20. juni til 20. juli har 250 unikke brugere været inde at lytte til de forskellige lokalaviser, mens 338 har været inde at lytte til forskellige blade. Muligheden for at få lokalaviserne og bladene læst op via E17-afspilleren begyndte 1. juni.

- Tidligere kunne brugerne kun høre nyhederne fra Ritzau og Jyllands-Posten via talesyntese, så det er bestemt en gevinst, at vores brugere nu kan få lokalaviserne, forskellige blade og Weekendavisen læst op med human tale, siger Lone Søgaard.

Muligheden for at høre Billed-Bladet, Cupido, Euroman, Familie Journal, Goal, Helse, Illustreret Videnskab, Jyllands-Posten, Lands-Lydavisen, Naturli, Siden Saxo, Skalk, Tænk, Vores Børn og Weekendavisen via E17-afspilleren kræver abonnement. Ritzau, lokalaviserne, B.T. Kort, Den sorte gryde, Inspiration, Kalejdoskop og diverse radio- og tv-oversigter er gratis tilgængelige for alle brugere af netbiblioteket.

Profiler

Mere om