Brugere tester Notas nye mobile afspiller på smarthones
Nota er i samarbejde med konsulentfirmaet Innovation Lab i gang med at udvikle en mobil-afspiller, som kan bruges på enhver nyere smartphone eller tablet. På den måde forenkles adgangen til lydbøger, så de kan høres ligegyldigt, hvor du befinder dig. Men en sådan afspiller skal testes. Nota har derfor indgået en sponsor-aftale med HTC om udlån af 20 mobiltelefoner, således at afspilleren løbende kan testes af elever, lærere og bibliotekarer rundt om i landet.
Test af ny mobil-afspiller
En af de bibliotekarer, der har været glad for muligheden for at kunne teste afspilleren på en HTC smartphone, er Jette Willum Ravn fra Roskilde Bibliotek:
- Jeg synes, det er en fuldkommen fantastisk mulighed. Og mine kollegaer synes også, det er rigtig smart.
Jette Willum Ravn nævner tilgængeligheden som en af den mobile afspillers allerstørste fordele, fordi man som bruger ikke først skal tænde sin computer og åbne diverse programmer for at kunne lytte til lydbøger. Med den mobile afspiller er det hele lige ved hånden; så nemt tilgængeligt, at du hurtigt kan blive afhængig af din smartphone. Derfor vil den mobile afspiller også tiltale flere aldersgrupper end det unge segment, som den oprindeligt var tiltænkt. Endelig nævner Jette Willum Ravn også anonymiteten som en stor force ved den mobile afspiller:
- Det er mere privat med en smartphone og ikke så synligt, at du bruger et hjælpemiddel - det vil tiltale mange. Der er ingen tvivl om, at det bliver rigtig stort det her.
Samarbejde mellem det offentlige og det private
HTCs interesse i at støtte udviklingen af en online mobil platform er stor. Virksomheden ser blandt andet et markedspotentiale i, at Notas brugere til foråret vil kunne se demonstrationsvideoer, hvor en HTC mobil anvendes. Samtidig er det i den gode sags tjeneste, idet sponsoratet giver Nota mulighed for en grundig gennemtestning af den nye platform. Og dermed kan Nota levere et bedre slutprodukt til brugerne. Alt i alt er samarbejdet en win-win-win situation, da både Nota, HTC, biblioteker og skoler har gavn af det.
Tilgængeligheden forbedrer forudsætninger for hjælp
Mobil-afspilleren udvikles i forbindelse med projektet "Digital viden til unge ordblinde", der bl.a. søger at afdække, hvilke digitale medier og materialer henholdsvis lærere og elever bruger for på sigt at få inkorporeret dem mere i undervisningen. Afspilleren gør adgangen til lydbøger med og uden tekst nem, enkel, hurtig og mobil og motiverer dermed elever med læsevanskeligheder til at lytte og lære. Ifølge undersøgelsen "Forudsætninger for hjælp til elever med ordblindhed/svære læsevanskeligheder" er lærernes største udfordring at finde relevante tilgængelige medier til undervisningsbrug. Med den mobile afspiller øges tilgængeligheden netop betydeligt for brugerne.
Profiler
I samarbejde med


- 932 reads






