Seminar angiver nye veje til at fange ordblindes opmærksomhed

Roal Seminar – Nye veje til målgruppen
Download dokumentet Seminar angiver nye veje til at fange ordblindes opmærksomhed  i pdf format
24. oktober 2011

I begyndelsen af oktober var ROAL - Samrådet for ordblindhed og andre læsevanskeligheder - vært for et spændende seminar med inspirerende gæster fra ind- og udland. Baggrunden for alle oplæg var at angive nye veje til at fange de ordblinde brugeres opmærksomhed. Blandt oplægsholderne var Joachim Bothe fra Bundesverband Alphabetisiering und Grundbildung (BAG), der er en tysk NGO, der arbejder med oplysning om ordblindhed. BAG benytter sig blandt andet af TV-reklamer, film på Youtube og kendte værter fra MTV, når de forsøger at nå ud til unge ordblinde:
- Vores erfaring er, at det er nødvendigt at møde de unge, der hvor de er. Derfor skal alt indhold - lige fra de benyttede sprogtermer, det grafiske design, produkterne, de deltagende personer til selve marketing-konceptet - henvende sig til de unge, understregede Joachim Bothe.


Ingen job uden læsning

Direktør for Dansk Industri, Lars Goldschmidt, holdt et meget inspirerende oplæg om læsevanskeligheder set i relation til dansk erhvervsliv. Her nævnte han flere gange vigtigheden af, at Danmark satser på viden, hvis vi skal kunne klare os som producenter i en globaliseret verden:
- Der er ingen øvre grænse for vækst, og der er ingen øvre grænse for fornyelser. Det vil sige, at der altid vil være et marked for viden - hvis vi altså er dygtige nok, lød det fra Lars Goldschmidt, der derudover også mener, at det danske arbejdsmarked pt. inkluderer for få læsesvage: 
- Alle her bør arbejde på at få fat i de læsesvage. Og for at få fat i dem på en måde, så de også selv får troen på, at de kan flytte sig. For det er vigtigt at kunne tilegne sig ny viden. Alternativt vil der gå alt for mange menneskelige ressourcer tabt. Og dér, hvor Danmark skal hævde sig internationalt, er "fornyelseskompetencen" - altså evnen til at kunne se og opsøge forskelle i behov samt evnen til at være anderledes i en ellers homogen organisation - nærmest altafgørende.
 

Få folk til at agere aktivt

Projektleder Niels Hagen Rasmussen fra DR holdt et spændende oplæg DRs strategier for kampagner og nævnte blandt andet, at de læsesvage er en utrolig svær målgruppe at nå, netop fordi de ikke læser særlig meget:
- Derfor har vores strategi ofte været, at nok laver vi strategisk kommunikation, men vi pakker det altid ind  ind i et journalistisk produkt. Og det er jo netop dét, der er det gode ved kommunikation gennem massemedier; vi skal dybest set bare fortælle en historie. Det strategiske er så, hvordan historien skal fortælles, for at den bliver interessant for målgruppen. Hvad er det for et budskab, vi skal have ud?
Et af rådene fra Niels Hagen Rasmussen er blandt andet at benytte casehistorier - altså historier, der tager udgangspunkt i en person med ordblindhed og at få dem plantet i allerede eksisterende produkter; eksempelvis Folkeskolen:
- Ved at plante vores historier i et allerede eksisterende medie, har modtagerne allerede en præference. De har så at sige godkendt produktet på forhånd, og derfor er det en god måde at nå ud til de forskellige målgrupper på, forklarede Niels Hagen Rasmussen. 
 

Lærere skal gå fra forelæsere til stifindere

Antropolog Thea B. Windfeldt fra konsulentvirksomheden Innovation Lab talte i sit oplæg om, hvordan de forskellige teknologiske muligheder kan bruges i folkeskolen:
- Fremtidens unge kommer til at lære meget intuitivt; det skal være meget hands on - lærerne skal altså i højere grad vise eleverne, hvad de skal gøre, fremfor blot at fortælle dem, hvordan de gør tingene. De unge skal derudover også dyrke spørgsmålskulturen og lære at underbygge og argumentere selvstændigt og på den måde danne nye fællesskaber, sagde Thea B. Windfelt og fortsatte:
- Den moderne folkeskoles målsætninger er blandt andet fokus på den individuelle elev, differentieret undervisning samt fokus på læring frem for undervisning. Vi skal væk fra envejskommunikationen og i højere grad lære ud fra konteksten; forstået på den måde, at læring foregår overalt i - og også uden for skolens rum - byen og naturen inddrages, og der læres på tværs af fysiske og digitale rum. Kort sagt skal der være flere spørgsmål end svar, processen skal i fokus og der skal mere leg, fascination og entusiasme ind i den danske folkeskole. 


ROAL - Samrådet for ordblindhed og andre læsevanskeligheder

ROAL blev stiftet i september 2010 og er et tværsektorielt og nationalt samråd bestående af interessenter, der repræsenterer netværk, foreninger, forvaltningsinstitutioner og enkeltpersoner med interesse for ordblindhed og andre læsevanskeligheder.

 

Formål

• at sikre ligeværdig deltagelse i samfundet for mennesker med ordblindhed og andre læsevanskeligheder
• at sikre kontinuitet og sammenhæng i indsatsen for målgruppen og sikre optimal ressourceudnyttelse
 

Delmål

• at være et rådgivende organ internt i samrådet og eksternt på politisk niveau og på forvaltningsniveau
• at identificere og synliggøre barrierer for ligeværdig deltagelse i samfundet
• at kvalificere den offentlige debat
• at medvirke til at udvikle og implementere viden om ordblindhed og andre læsevanskeligheder

Se mere på: www.roal.dk

Profiler

Mere om Inge Padkær Nielsen
Inge Padkær Nielsen
Udviklingschef
39134672
Mere om Peter Vallgren Seyfarth
Peter Vallgren Seyfarth
Koordinator
39134627


I samarbejde med

ROAL
ROAL
Samarbejdspartner