Mere til de unge på E17

Flere børne- og ungdomsbøger på E17
Download dokumentet Mere til de unge på E17  i pdf format
23. august 2010

Over 20 procent af Notas 25.000 brugere er i dag mellem 12 og 16 år, og derfor har vi skruet op for produktionen af børne- og ungdomsbøger, så der i dag er omkring 1.200 tilgængelige bøger for børn og unge på netbiblioteket E17.

Det er primært skønlitteratur som krimi, fantasy og heste-bøger. Der er klassikere som Oliver Twist, pigebøger om veninder og kærester som Cathy Hopkins serie "S, P eller K?". Der er bøger om teenageliv - eksempelvis Vibeke Bækkelund Lassens "Mit lorteliv", og der er bøger om gys - eksempelvis af Kenneth Bøgh Andersen.

Nota stiller i dag omkring 16.000 lydbøger og 3.000 e-bøger gratis til rådighed for indmeldte brugere. Hertil kommer aviser, blade og magasiner - blandt andet magasinet "Illustreret Videnskab", der er meget populært blandt de unge.

- Hvis vi kan få ordblinde og blinde børn til at høre lydbøger, øger vi både deres mulighed for at deltage i danskundervisningen og sikrer, at de kan tale med kammeraterne om, at de også har læst den nye Harry Potter, siger Helle Laursen, der er børne- og unge bibliotekar på Nota.

Fagfolk skal teste og attestere, at du ikke kan læse en trykt bog, før du kan blive meldt ind hos Nota. Når du er indmeldt, kan du enten downloade eller streame lydbøgerne og høre dem direkte på nettet via E17-afspilleren. Du kan også bestille bøgerne på nettet, hvorefter du får bøgerne tilsendt på cd i løbet af et par dage. Herefter kan du lægge dem over på din mp3-afspiller og høre dem derfra - eller høre dem via din computer. 

- Du kan også vælge e-bøger til den bærbare og læse dem med støtte fra et oplæsningsprogram, hvor du kan vælge at se ordene samtidig med, at du får teksten læst op, fortæller Helle Laursen.  

Lærere, der underviser elever, der er medlem hos Nota, kan også blive meldt ind, så de kan søge i materialerne og finde de bøger, der er relevante for deres undervisning. Lærerne skal kunne dokumentere deres ansættelsessted.

Profiler

Mere om Helle Laursen
Helle Laursen
Børne- og ungebibliotekar
39134623
Mere om Indmeldelse og abonnement
Indmeldelse og abonnement
Afdeling
39 13 46 00