Brugerne er meget tilfredse med Notas Erhvervs-service

Illustration fra Notas flyer om Erhvervs-service
24. oktober 2011

Notas Erhvervs-service er en gratis service, der oversætter de tekster, Notas erhvervsaktive brugere har brug for i deres arbejde til enten e-bog, punktbog eller lydbog. Servicen har i dag over 400 tilmeldte brugere. Det skønnes, at der er omkring 7.000 brugere i den erhvervsaktive alder indmeldt hos Nota. Erhvervs-service er dermed i dag kun udbredt til en lille del af de potentielle brugere. Derfor har Nota fået CEDI - Center for Digital Forvaltning - til at lave en undersøgelse af både potentielle og allerede aktive erhvervsbrugere, så Nota bedre kan tilrettelægge sine ydelser og services overfor målgruppen.
 

Stor tilfredshed med Erhvervsservice

Der er meget stor tilfredshed med den betjening, som respondenterne modtager ved henvendelse til Erhvervs-service. Omkring 64% angiver at være ”Meget tilfreds”, 24% er ”Tilfreds” og 11% er hverken tilfreds eller utilfreds. Ingen angiver at være ”Meget utilfreds” eller ”Utilfreds”. Der er således samlet set tale om en meget positiv bedømmelse af betjeningen ved henvendelse til Erhvervs-service.

Vejledning om valg af hjælpemidler

Herudover er der også høj tilfredshed ved forskellige administrative forløb og lavest – men stadig høj – ved vurderingen af serviceleverancer såsom vejledning om valg af hjælpemidler og materialer samt hjælp til søgning af information. Tilfredsheden er mindst – om end stadig positiv – for Erhvervs-services vejledning om valg af hjælpemidler. Vejledning om valg af hjælpemidler er formelt set ikke en del af Erhvervs-services tilbud, men udføres alligevel i et vist omfang. 
 

Brugernes ønsker om fremtidige services

CEDI har også spurgt ind til, hvilke services både nuværende og eventuelt kommende brugere af Erhvervs-service kunne tænke sig. Begge brugergrupper siger samstemmende, at de gerne vil have mere vejledning om tekniske hjælpemidler. 40-45% af respondenterne vil også gerne have tilbud som eksempelvis fagklubber, instruktionsvideoer, hjælp til jobsøgning og kvik-produktion. 

Anbefalinger fra CEDI

På baggrund af undersøgelsen bør Nota overveje om - og i givet fald hvordan - Erhvervs-service kan tilrettelægges, så der er flere relevante og værdiskabende tilbud for de mange ordblinde brugere, der er erhvervsaktive, men som ikke i dag anvender tilbud fra Erhvervs-service. Derudover kan Nota også overveje, hvorvidt den store andel af de potentielle brugere, som angiver ikke at mangle materiale i tilgængelig form, kan hjælpes til at styrke deres position på arbejdsmarkedet gennem andre services end dem, Erhvervs-service tilbyder i dag. Endelig kan Nota også overveje, hvorvidt den potentielle brugergruppe i højere grad vil kunne serviceres via bredere tiltag (zoneopdækning) frem for individuelle services i form af konkrete og persontilpassede ydelser (mandsopdækning). NB: Nota anvender betegnelserne zoneopdækning og mandsopdækning som billeder på, hvordan servicestrategien kan ændres for at adressere stigningen i brugertallet, der vil blive realiseret i de kommende år.


Kort om selve undersøgelsen

Undersøgelsen bygger på 45 gennemførte telefoninterviews med tilfældigt udvalgte brugere af Erhvervs-service og 50 gennemførte telefoninterviews blandt nuværende brugere af Nota i alderen 20 til 65 år, og som ved interviewets start angav at være i erhvervsarbejde, selvstændig, i fleksjob eller arbejdsløs. 

 

Du kan læse og downloade hele undersøgelsen herunder

Profiler

Mere om Michael Wright
Michael Wright
Direktør
39134646
Mere om Inge Padkær Nielsen
Inge Padkær Nielsen
Udviklingschef
39134672


I samarbejde med

CEDI
CEDI
Konsulent
Hjemmeside