Skab dig!

Skab dig! Og bliv hørt
Download dokumentet Skab dig!  i pdf format
23. april 2010

"Skab dig!"-kampagnen har nu været ude at besøge de første to ordblindeefterskoler. Det var nogle sjove og hæsblæsende dage - både for eleverne og os fra Nota. Flere af eleverne kender kun ganske lidt til Nota og netbiblioteket E17 i forvejen, og overraskelsen over deres muligheder på biblioteket var derfor stor. 

- Kan man så få rigtige voksenbøger på lyd hos jer?, lød det blandt andet forundret fra én af drengene på St. Andst Efterskole nær Vejen.

Det kan man, og det betyder, at der er mange af de ordblinde elever, der nu vil til at høre lydbøger - bare for sjov.

- Jeg har aldrig læst for sjov. Det er hårdt arbejde, men nu kan jeg jo høre lydbøger med indhold i stedet for at sidde med sådan nogle læs-let bøger til børn i 3. klasse, som en pige fra Rågelund Efterskole udtrykker det.

Efter sommerferien fortsætter "Skab dig!"-kampagnen sin turné rundt til flere af landets ordblindeefterskoler. Og vi glæder os allerede til at komme ud at møde nogle flere unge og give dem nogle gode oplevelser. Med os har vi Manga-tegner Jan Kjær og historiefortæller Merlin P. Mann. Makkerparret har blandt andet skabt den prisvindende actionserie Taynikma, der blander fantasy og manga-stilen. De to afholder workshops for eleverne, hvor de unge får mulighed for at skabe deres egne alternative historier.

Fakta:

Kampagnen "Skab dig!" sætter fokus på Nota og vores tilbud til unge ordblinde. 

I løbet af 2010 og 2011 besøger Nota flere af landets 22 ordblindeefterskoler samt Ordblindeinstituttet i Ballerup.

Det gør vi først og fremmest fordi, vi gerne vil lære de unge ordblinde brugere - og deres behov - bedre at kende. Men også fordi vi gerne vil synliggøre os i brugernes bevidsthed og vise, at vi rent faktisk har noget, som de unge kan bruge til noget. Nota er nemlig ikke et almindeligt bibliotek - langt fra. Notas netbibliotek E17 har ingen sure bibliotekarer, men derimod masser af lækre lydbøger, som man kan få fantastiske læseoplevelser ud af - også selvom man er ordblind.

Ude på skolerne får de unge lov til at skabe deres egne alternative historier, og rollemodeller fortæller om fede læseoplevelser.

Profiler

Mere om Linda Gjaldbæk
Linda Gjaldbæk
Kommunikation
39134651
Mere om Helle Laursen
Helle Laursen
Børne- og ungebibliotekar
39134623