Underviserne vælter ind
23. februar 2010
Stadig flere undervisere vælger at blive meldt ind hos Nota. Og de er mere end velkomne. Fra april kan pårørende og andre betroede personer følge trop.
330. Så mange undervisere er siden november måned blevet meldt ind som brugere på Nota – Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder. Og der kommer hele tiden flere, hvilket Notas direktør, Michael Wright, er vældig godt tilfreds med:
– Den store tilstrømning viser jo, at vi har noget, som underviserne kan bruge i deres arbejde. Og at beslutningen om at give fagfolkene adgang til vores netbibliotek E17 var rigtig. Så vi glæder os over alle de undervisere, der kommer til og vil gerne have mange flere.
Underviserne – eksempelvis folkeskolelærere og undervisere på VUC – har med adgangen til Notas samling nu mulighed for selv at søge blandt materialerne og finde lige præcis de bøger, der er relevante for deres undervisning. IT- og læsekonsulent fra VUC Roskilde, Marie Wolter Bertelsen, har i kraft af sit arbejde været meldt ind som bruger på Nota siden begyndelsen af februar. Men selv på den korte tid er lydbøgerne fra Nota blevet en vigtig del af den daglige ordblindeundervisning:
– Jeg har fået langt større mulighed for at inddrage relevant litteratur i undervisningen. Tidligere var jeg nødsaget til at benytte letlæsningsbøger, som mine kursister kunne læse på traditionel vis. Nu kan vi læse krimier og svært tilgængelige bøger som Ringenes Herre, fordi kursisterne lytter til dem i stedet. Det gør undervisningen sjovere – både for dem og for mig. Og så er det en kæmpe fordel, at jeg nu har mulighed for at sætte mig i kursistens sted og ved, hvad det vil sige at være lydbogslytter.
Fra april måned får betroede personer – eksempelvis pårørende og plejehjemspersonale – mulighed for at bestille bøger på svage brugeres vegne. Denne ordning betyder, at også bibliotekarer på alle landets folkebiblioteker kan bestille bøger på brugernes vegne fra Notas samling, der på nuværende tidspunkt tæller over 15.000 lydbøger, 2.500 e-bøger og 2.700 punktbøger.
Fakta:
Alle, der underviser og arbejder med de såkaldte §17-brugere, kan blive indmeldt som undervisere på Nota. Underviseren skal blot kunne dokumentere sit ansættelsessted. Per 1. februar har Nota godt 22.000 brugere.
Profiler
Samme emner
- 1325 reads




